Det går bedre

Jeg fandt et gammelt billede hvor Oscar ligger i lys, det gør han heldigvis ikke længere. Faktisk går det bedre nu, efter at han har fået noget antibiotika mod sine staffylykokker.

Han er ikke i c-pap lige nu, det har han været et stykke tid, og jeg tror han skal have det igen, for hans iltniveau bliver ved med at være lidt lavt.

Hans blodplader er stadig lave, og det er hans iltprocent også, så nu har han fået transfusion 2. gang. Det er nødvendigt, men ikke vores livret at der skal den slags til.

Lone (Cathrines dagplejemor) fortalte mig for et par dage siden at en ekstremt neonatal baby har et nervesystem som er 10 gange mere følsomt end vores. Samtidigt bliver det stukket i gennemsnit 50 gange de første par dage. Derfor sammenligner hun dem med torturofre... På den måde kan man måske bedre forstå deres lidt ekstreme måde at reagere på indtryk.

Lægerne snakker stadig ikke rigtig med hinanden. Først var der jo historien med billederne af hans cyster, som ikke var kommet til Glostrup. Og nu i denne uge var vi på Riget for at få en forklaring på hele forløbet. Desværre vidste læge mindre om ham end vi gjorde. Godt nok havde han en forklaring på hvad der kunne være sket, men ikke noget om hvorfor. Han havde en ide med nogle antistoffer, men det kunne laboratoriet (pr. telefon mens vi sad der) afkræfte. Han vidste heller ikke at vi havde Cathrine, også for tidligt født. Men med den oplysning mente han - åbenbart sådan på stående fod - at det nok var sandsynligt at det vil ske igen. Og da vi så sagde at vi synes kommunikationen ikke havde været specielt god så mente han det ikke var hans bord. Vi er da ligeglade om det er fødeafd. eller neonatalafd. som ikke snakker med hinanden, det burde i vores øjne være vigtigt at man som læge indhenter oplysninger af de andre læger i stedet for at sidde og stirre i journalen.